P.A.P logo

Velkommen til P.A.P’s nye visionære Head of Project Management, Sebastian Dollerup

P.A.P starter nu et nyt forretningsområde for projektledelse. Afdelingen forankres i P.A.P, og skal være med til at forene kompetencer på tværs af alle ÅF-enheder i Danmark.

Til at lede opbygningen har vi ansat Sebastian Dollerup. Sebastian har en imponerende profil – på én gang forretningsorienteret og teknisk stærk. Vi har høje forventninger.

Her kommer et portræt af Sebastian, der havde første arbejdsdag hos os i mandags, 1. april 2019.

Opvokset i forsyningsbranchen

Sebastian startede sin el-tekniske karriere da han som 15 årig fik en læreplads som industrielektriker hos Ensted Værket i Åbenrå. Siden har han opbygget en stærk teknisk forretningsorienteret profil i branchen. Han er uddannet stærkstrømsingeniør. Har arbejdet med netberegninger, relæbeskyttelse, projektering af højspændingsstationer og kabler og luftledningsanlæg.

I 2006 kom han til Energinet hvor han fortsatte som specialist inden for relæbeskyttelse. I 2009 blev han sektionschef for ledningsanlæg og i 2016 afsluttede han en MBA i organisation og ledelse med speciale i for forandringsledelse og forretningsudvikling. Senest har han været afdelingsleder for Forretningsudvikling i eltransmission hos Energinet hvor han arbejdede med forandringsledelse, strategiudvikling og forbedring af forretningsprocesser samt re-certificering i Asset Management ISO55001.

Velkommen til P.A.P, Sebastian. Vi er glade for at have fået dig med ombord. Hvordan ser du din nye rolle i P.A.P?

Jeg er glad for at have fået muligheden for at være en del af den fremtidige vækst hos P.A.P og ÅF Energy Denmark. Jeg ser rollen som et bindeled der skal være med til at forene kompetencer og erfaringer på tværs af ÅF-selskaber i Danmark, men også en rolle som skal skabe et fundamentet til fremtidige high-scale opgaver.

Hvilke opgaver tager du fat på til at begynde med?

Først skal jeg lære forretningen at kende, jeg skal have et bedre kendskab til mine nye kollegaer og til forretningsprocesser hos P.A.P, og de øvrige selskaber som hører med til ÅF. Det skal gerne være med til at give mig et bedre overblik. Jeg vil meget gerne tættere på hvad vores muligheder er for fremtidige projekter, hvilke projekter kan og skal vi være i stand til at løse og hvilke kompetencer skal vi bruge for at skabe topresultater og gode løsninger. De fremtidige projekter er fundamentet for den nye enhed, og det er dem som skal være med til at sige noget om hvilke profiler og hvor mange nye ansættelser, vi får brug for.

Du er allerede selv i gang med at løse projekter, ikke?

Jo, jeg starter selv som hovedprojektleder hos N1 hvor jeg skal hjælpe med projektledelse af VE tilslutninger til deres net. Her får jeg sandsynligvis snart brug for ekstra hænder. Enten interne kompetencer fra P.A.P / ÅF eller gennem nyansættelser.

Hvad er målet med den nye enhed, og hvad drømmer du om på sigt?

Vi skal være i stand til at kunne løfte større projekter og byde ind på større opgaver hos vores kunder. Jeg drømmer om at vi på den lange bane kan lave turn key løsninger hvor vi har ansvaret fra a-z med opførsel af high-scale infrastruktur på distributions- og transmissionsniveau.

 

Hvis jeg tænker lidt vildere kunne det også være sjovt at være klar til at løfte store komplekse byggeopgaver… hvis en ny ”Storebæltsbro” eller et nyt ”Supersygehus” banker på.

Men mit udgangspunkt er at vi skal starte der hvor vi er og sammen ”geare” os til at kunne løfte sådanne opgaver.

Hvordan forventer du at din hverdag hos os kommer til at se ud?

Jeg glæder mig til at komme i gang og lære alle bedre at kende. Jeg regner med at være en del i Aarhus-afdelingen, men også meget i København. Min rolle er tværgående, og det er vigtigt for mig at skabe værdi for hele organisationen – både i P.A.P og ÅF.

Jeg regner med at få travlt det første stykke tid. Jeg håber at hverdagen bliver dynamisk og båret af en høj team spirit hvor alle hjælper hinanden – det vil i hvert fald være min egen indgangsvinkel.

Hvordan ser en typisk søndag ud for dig?

 Der står jeg gerne på sidelinjen og ser mine piger spille håndboldkamp. Jeg nyder at være med med til at motivere og opmuntre dem før og efter kampen. Min kone og jeg bor med vores to døtre i Middelfart.  Når jeg ikke hepper på pigerne, bruger jeg tiden på løbeture og på min store interesse for vin.

 

 

P.A.P logo

Kontakt

P.A.P A/S
Langebrogade 1D
1411 København K

Aalborg afdeling
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg Ø

Aarhus afdeling
Viby Ringvej 2B, 3
8260 Viby J

Telefon + 45 3524 5555
pap@pap.dk

Find en medarbejder her